Ser nyhedsbrevet underligt ud? - Klik her og læs det online
:: Hent Juli 2007 nyhedsbrevet som PDF
 

Parforhold - Sofia Mannings nyhedsbrev - Juli 2007

  

Månedens værktøj: Hvordan får jeg et rigtig godt parforhold?

En af mine klienter sagde forleden til mig: ”Når jeg er alene kan jeg sagtens være i en tilstand, hvor jeg er fuld af kærlighed, ro og balance. Det er, når jeg er sammen med min mand, at dramaet kommer op i mig - og når jeg ikke kan rumme det mere, så kommer det ud, som irritation, snerren, vrede, anklager, skyld osv. Nogle gange er det næsten nemmere at være på arbejde, end det er at være derhjemme.”

Jeg ved fra min klient, at hun elsker sin mand højt og, at de på mange måder har et rigtig godt og velfungerende forhold. Mange mennesker oplever at være helt okay, når de er alene, men at det er i parforholdet, at bølgerne går højt. Det er med andre ord ofte ’nemmere’ at være alene end at være sammen, hvilket er ganske normalt og skyldes at udvikling dybest set sker i relationer. Relationer mellem mennesker, ting, grupper, kulturer, dogmer, regler, religioner, generationer osv. Var vi bare helt alene og uafhængige, ville der ikke være så mange problemer andet end det ene overskyggende faktum, at vi netop var helt alene!

’Dramaet’ som min klient beskriver, opstår netop i det øjeblik, vi indgår i et forhold til noget eller nogen. Når vi tænker; her er jeg og der er han/hun eller det. Det første der sker, er at vi tillægger både os selv og den anden en mening, historie eller værdi. Han er groft sagt god nok, ikke god nok, oven eller under mig, rigtig eller forkert, fra en normal/unormal familie baggrund, sød, tarvelig, hjælpsom, egoistisk osv. osv.

Når vi er i dramaet, lever vi i en verden, hvor ’jeg er sådan og han/hun er sådan’. Og det kan vi så gøre fra morgen til aften, dag ud og dag ind, hele vores liv. Vi vejer og vurderer hver en situation og bevægelse - alt sammen ofte ubevidst - og lader os styre af de historier, vi går og laver om hinanden.

Det er lige før vi kunne føre notat over de plus og minus point, vi lever af at give os selv og vores partner til daglig. Plus point for at hente børn, rydde op, tie stille, være snaksaglig, åben, deltagende, ansvarsfuld, initiativrig, aktiv, opmærksom, omsorgsfuld osv. Minuspoint for at have glemt vasketøjet, være uoplagt, stille, doven, opmærksom på sig selv, træt, indadvendt, krævende, snakkende, fjollet, barnlig, kedelig, moden, ansvarsfuld…

Lav lige nu, i dette øjeblik, din egen umiddelbare plus og minus liste for dit eget drama.

Ofte er denne lille øvelse det første skridt på vejen og en indsigt, der har fået rigtig mange mennesker til at få sig et gevaldig godt grin over sig selv.

For lad os se det i øjnene. Er det virkelig sådan, du ønsker at leve og have det i dit parforhold? Og hvordan ville du have det, hvis din partner vejede og vurderede dig på denne måde?

Men vigtigst af alt; spørg dig selv: Er det virkelig sandt at din mand/kone/elsker/partner skal inkassere plusser i et system, som han/hun ikke engang kender, for at du kan have et godt parforhold? Og for at du kan have ro og balance inde i dig.

Det har i al fald ofte ikke så meget med virkeligheden at gøre. Men ofte er det de plusser og minusser - vores ’regler’ kan vi også kalde dem - der styrer vores parforhold, hvis og når vi lader dem.  På den måde kommer vi til at leve i vores historier om, hvordan vores partner og parforhold burde være frem for i virkeligheden. Når par skændes, er det også altid deres historier som skændes. De fleste mennesker kender til at ’vågne op’ fra et skænderi før eller siden og tænke ’hvad skete der lige der?’ Det er fordi det er deres historier, som skændtes.

Så første skridt på vejen til at få et rigtig godt parforhold er at træne sig selv i at træde ud af sine historier og ind i virkeligheden.

En effektiv måde at gøre det på er ved at forholde sig til dét, som faktisk er eller foregår, uden at lave en ’historie’ om det, dvs. lade være at tillægge situationen en særlig værdi, et plus eller et minus.

Scenariet kan være, du kommer hjem fra arbejde, det har været en lang dag og du er træt. Du møder et rodet hjem og en partner, der sidder og læser. Der er ikke købt ind og ungerne larmer ovenpå. Hvad gør du?

I stedet for straks at gå ’i historie’ og tænke alt lige fra: ”Det er for dårligt, her knokler jeg og her sidder hun/han bare og læser, hvorfor er det altid mig der skal købe ind, hvorfor kan hun/han aldrig tage ansvar/initiativ, hvor er det synd for mig…” eller hvordan end din historie lyder, så prøv at gøre noget helt andet:

Forhold dig til virkeligheden. Spørg dig selv: Hvad er virkeligheden her? ”Her er en mand/kvinde, som sidder og læser, her roder, børnene er ovenpå osv.” Hvad har jeg allermest brug for lige nu? Hvilket ’resultat’ ønsker jeg lige nu? Og hvis du har overskud til det, så spørg evt. dig selv: Hvad kunne jeg forestille mig, at min partner har brug for lige nu?

Mulige svar kunne være: ”Virkeligheden er, hvad den er. Her roder, jeg er træt, min partner sidder og læser. Det jeg har allermest brug for lige nu er at sidde lidt for mig selv, at få et kram af min partner, at ligge mig i 15 min. at tage et bad, at gå en tur…”

Og så gøre det, du har brug for. ”Det resultat jeg ønsker mig allermest lige nu er at få en rolig aften, at få snakket med mine børn, grine af det hele, bevare min ro indeni, være sammen med min partner, gå tidligt i seng, få tid til at pakke til ferien…”

Spørg dig selv: Hvad skal der til for at jeg kan opnå mit resultat?

Og sidst: ”Måske min partner har brug for at sidde og læse i sin bog, måske det er vigtigt, måske han/hun også har brug for bare at slappe af.” Du kunne jo evt. spørge, hvad han/hun har brug for og se om det er noget, du kan eller har lyst til at imødekomme.

Et mønsterbrud kan være det, der skal til for at forandre dit parforhold over mod det, du ønsker, det skal være. Et forhold, hvor du lever i og forholder dig til virkeligheden, frem for en historie om, hvordan virkeligheden skal eller burde være.

Herfra - i virkeligheden, når du holder dramaet ude - kan der dog sagtens være masser af ting og situationer som dig og din partner skal få talt om, finde nye veje for og løsninger på. Et parforhold er en kontinuerlig udvikling og justering af øjeblikke, situationer og udfordringer som alt sammen kalder på samarbejde, fællesskab og kærlighed. Men de fleste af os ved også godt, hvornår vi har de bedste samtaler og opnår de bedste resultater og løsninger for vores praktiske, følelsesmæssige og mentale liv. Og det er aldrig, når vi er gået fuldt ud ind i dramaet og gjort os selv til ofre for vores historie.

Tværtimod er det, når vi tager ansvar for os selv og vores virkelighed, uden ønske eller behov for at lave om på hinanden.

Det har været en af de største gaver i mit personlige liv og i mit parforhold, at træde ud af mine historier om, hvordan et parforhold og en partner burde være og se ud, og i stedet begynde at leve i virkeligheden og møde den som den er, uden at have lyst til at lave den eller min partner om. Det har også haft en stor effekt på mine andre nære relationer med min familie, venner, mine arbejdsrelationer osv.

Det giver ofte en stor frihed og glæde at forholde sig, først og fremmest til virkeligheden, men også til sig selv. At kunne mærke sine egne behov og at efterleve dem, så godt som rammerne og hverdagen tillader det, er for mange mennesker nøglen til større indre ro og samtidig sundere og bedre parforhold.

Når du kender dig selv og dine egne behov og kommunikerer dem klart og tydeligt ud, er det også nemmere for omverdenen og din partner at forholde sig ærligt til dig. Så behøver ingen af jer leve i jeres historier og i dramaet – hvor der sjældent er særlig sjovt at være.

Parforhold, der bygger på to individer, der hver i sær formår at møde deres egne behov, har i længden meget større mulighed for reelt fællesskab og reel kærlighed. Der er dybest set ingen mennesker, der kan give dig alt det, du har brug for, i det øjeblik du har behov for det. Hvis der var, havde du nok allerede oplevet det.

Det eneste menneske, der kan opfylde de behov, du har brug for til at blive den bedste udgave af dig, er dig selv.

Og lad os endnu engang se det i øjnene: Den partner du har valgt at være sammen med - eller som du vil finde i fremtiden - er dybest set sig selv og vil højest sandsynlig og forhåbentlig blive ved med at være sig selv, uanset hvor meget vi eller nogle andre vil forsøge at lave om på dem.

En klog kvinde har engang formuleret disse, i mine øjne, meget tankevækkende spørgsmål om parforholdet. Spørgsmål som jeg har stillet mange klienter siden og som altid har udløst mange positive aha oplevelser og skub ud i virkeligheden:

Vil du stadig være sammen med ham/hende, hvis han/hun aldrig bliver anderledes?

Vil du stadig være sammen ham/hende, hvis dine børn kommer til at ligne ham/hende?

Vil du stadig være sammen med ham/hende, hvis du selv med tiden kommer til at ligne ham/hende.

Nyd sommeren og hinanden og øv jer på bare at være sammen - i virkeligheden.

Lyt til dine egne og dine partners behov uden at vurdere dem som rigtige eller forkerte. Behov er ikke rigtige og forkerte, ligesom virkeligheden ikke er rigtig eller forkert. De er bare.  Så uanset hvordan dig og din partner har det sammen, i de dage eller timer I vælger at tilbringe sammen, bare jer to, så vær i virkeligheden og se hvordan det føles. Minut for minut, uden at dømme den.

Det er frihed og det leder næsten altid til gode parforhold.

Kærlig hilsen,

Mie Madsen

<< Tilbage til forsiden

 

Coachuddannelse

Coachuddannelsen med start i
august og oktober 2007
:
Se datoer her. Ring på 70232223 for plads.

Spørgsmål til coachuddannelsen?
Infoaften om coachuddannelsen
med Mie Madsen den 23. august 2007.

Kursus i coaching



Kursus i coaching med Sofia Manning og Mie Madsen d. 18. august 2007, Skodsborg Kurhotel & Spa.
Se programmet.


Månedens værktøj:

Hvordan får jeg et rigtig godt parforhold?

af Mie Madsen - Manning Inspire

***
 
Er han min type...

Af mentorcoach, Lykke Rix

***

Parforholdets Værdier

Af Anne Mette Jarden, mentorcoach, cand.merc, sexolog & parterapeut


 

 
Sofia Mannings nyhedsbrev udgives af Manning Inspire.  Alle artikler er
© Manning Inspire og deres forfattere.
 
Ønsker du yderligere informationer om Sofia Manning, coachuddannelsen eller om hendes arrangementer i Danmark, så kontakt Contrive v/Jakob Størling på tlf. 70232223 eller email
info@contrive.dk.
  
For afbestilling af nyhedsbrevet - skriv til
info@contrive.dk . Læs mere om Sofia Manning på www.sofiamanning.com